TV 2 bekræfter: Disse danske stjerner optræder i X Factor-finalen
Når årets ”X Factor”-finale løber af stablen i Arena Randers, bliver det med flere danske stjerner på scenen.
Det bekræfter TV 2.
Under den store finale vil der være gæsteoptrædener af Andreas Odbjerg, Ida Laurberg og Scarlet Pleasure.
For Andreas Odbjerg er det noget helt særligt at medvirke i ”X Factor”.
Musikeren deltog selv i musikprogrammet i 2009, hvor han blev frasorteret inden liveshows. Siden da har han haft stor succes som både producer og kunstner, og har flere gange været i kontakt med ”X Factor”.
Andreas Odbjerg var kreativ konsulent på Ankerstjernes hold i 2020 og optrådte både i 2021 og 2022. Og nu er han klar til at indtage scenen igen.
- 'X Factor' har på mange måder et specielt sted i mit hjerte - jeg stillede op i anden sæson og var ret tæt på at komme til liveshows - men endnu mere vigtigt fik jeg noget af den første anerkendelse fra en professionel del af branchen, fortæller Andreas Odbjerg til TV 2.
Det er første gang i fire år, at den store finale bliver afholdt uden for tv-studiet, og der forventes 3500 tilskuere, som skal heppe på de tre spændte finalister.
”X Factor” sendes på TV 2 fredag klokken 20.00.