7. jun. 2024
Af Pelle Rigtrup

TV 2 afslører: Her får ny stor krimiserie premiere

Lila Nobel, Søren Malling, Afshin Firouzi, Mille Dinesen, Clint Ruben, Johanne Milland.
Lila Nobel, Søren Malling, Afshin Firouzi, Mille Dinesen, Clint Ruben, Johanne Milland.
Foto: Tine Harden/TV 2.
TV 2's nye store fiktionsserie "Graverne" er snart at finde på skærmen. Og der er flere store navne på rollelisten.

Hvis du sidder og mangler en god krimiserie, så er der godt nyt.

TV 2 er nemlig snart klar med serien "Graverne", hvor du kan komme helt tæt på den Cavlingvindende gruppe bag TV-dokumentarprogrammet "Brændpunkt".

Nærmere bestemt får serien premiere søndag den 28. juli på TV 2 PLAY, mens den kan ses på TV 2 dagen efter.

TV 2 skriver, at der i serien vil blive rejst spørgsmål om, hvorvidt sandheden skal frem for enhver pris, og hvor meget man skal ofre for at få den frem i lyset.

Ser vi på rollelisten, er nogle af Danmarks største skuespillere med i "Graverne".

Gravergruppen ledes af den idealistiske journalist Liv, der bliver spillet af Mille Dinesen, som tidligere har brilleret i TV 2-serierne "Nynne" og "Rita".

Søren Malling, der blandt andet er kendt for sin rolle i "Borgen" samt en lang række film, er også at finde i gruppen som den garvede journalist Hansen.

Søren Malling i "Graverne".
Søren Malling i "Graverne".
Foto: Tine Harden/TV 2.

Der er også en række mindre kendte ansigter på rollelisten - heriblandt Johanne Milland, Afshin Firouzi, Clint Ruben og Kenny Duerlund.

"Graverne" består af seks afsnit og er skabt af Jenny Lund Madsen, som tidligere har været forfatter på TV-serien "Bedrag" og "Rita" og julekalenderen "Kometernes Jul".

Læs mere om: