Thomas Evers Poulsen afslører: Özlem Cekics vinderkjole var inspireret af kronprinsesse Mary
Man kan med rette sige, at den smukke blå kjole 47-årige Özlem Cekic bar i ”Vild med dans” semifinalen var en prinsesse værdig.
Den lange kjole Özlem dansede slowfox i sammen med Thomas Evers Poulsen er nemlig skabt med inspiration fra en kjole kronprinsesse Mary har båret ved flere lejligheder.
Første gang Mary bar kjolen var i 2013 til en gallamiddag på Rijksmuseum aftenen for tronskiftet i Holland.
Kjolen i fed silke var, af Birgit Hallstein, syet til lejligheden i en sart, gammelrosa nuance med overdel af antikke blonder med påsyede perler og pailletter.
Årets kongelige kjole
Kjolen blev i 2013 kåret til ”Årets kongelige kjole 2013" af BILLED-BLADETs læsere.
Kronprinsesse Mary bar også kjolen i 2015 til gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af dronning Margrethes 75-års fødselsdag.
Det er især overstykket med de antikke blonder, der har lighed med Özlems semifinale kjole.
Ikke tilfældigt
Ligheden er ikke tilfældig.
– Özlems kjole er præcis syet med inspiration fra Marys kjole, fortæller Thomas Evers Poulsen.
Det er Mastiffs dygtige og kreative systue, ledet af Christina Ramlau, der står for den smukke, Mary-inspirerede slowfox-kjole.
En kreation, der også faldt i BILLED-BLADETs læseres smag.
Özlem Cekic og Thomas Evers Poulsen vandt nemlig titlen som det bedste look i semifinalen.