Thomas Buttenschøn i Kærlig hilsen: Sådan var det at være med
Mandag aften var det Thomas Buttenschøns tur til at være hovedperson i TV 2-programmet ”Kærlig hilsen”, der denne gang tog seerne med tilbage til 1997, hvor sangeren var 12 år gammel.
Med på tidsrejsen havde han sine sønner, Jens og Peter, samt kæresten Mille Gori.
Skægt at vise ungerne 1997
- Det var sjovt, og det var virkelig skægt at få lov til at vise mine unger, hvordan min barndom så ud i 1997, fortæller Thomas Buttenschøn til BILLED-BLADET.
Gensynet med 1997 betød også, at han og resten af familien rent stilmæssigt var på noget af en rejse.
Thomas Buttenschøns viltre hår
Thomas Buttenschøn, som blandt andet også er kendt for sine karakteristiske lokker, kom nemlig på udebane. For i programmet blev de mørke lokker blev samlet i nakken – og det er han bestemt ikke vant til.
- Jeg synes, det var lidt mærkeligt, at der var nødt til at blive gjort noget ved mit hår. Jeg synes også, det var sjovt, men jeg har fundet ud af, at jeg ikke skal blive ved med at have det sådan, fortæller Thomas Buttenschøn, der elsker sit viltre hår, som det er.
De kommende mandage er der flere kærlige hilsner på TV 2. På mandag er det Anders Lund Madsen, der er hovedperson, og ugen efter det Lisbet Dahl, der genoplever sin barndom.