Talte med Theis inden Katjas afgørende valg: Dagen efter fik Dennis en stor overraskelse
Tirsdag aften var det afgørelsens time i ”Landmand søger kærlighed”, for her skulle Katja Gullaksen beslutte, om hun ville invitere Theis eller Dennis med på romantisk weekend.
Landmanden gav udtryk for, at det ikke var et nemt valg, og Dennis, som endte med at få invitationen, havde da heller ikke regnet med, at valget ville falde på ham.
Dennis var klar til at sige farvel
- Jeg havde det ret stramt, mindes han om følelsen inde i kroppen, inden Katja skulle komme med sin afgørelse.
- Jeg var helt overbevist om, at hun ville vælge Theis. Ham og jeg snakkede om det i campingvognen aftenen forinden. Min mavefornemmelse sagde mig, det ville blive ham, på grund af den måde de pjattede og snakkede med hinanden. Jeg hænger lidt mere i bremsen, når jeg er lidt usikker. Jeg var fuldstændig overbevist om, hun ville vælge Theis, og jeg var begyndt at lukke lidt ned og indstille mig på, jeg skulle hjem, fortæller 34-årige Dennis, der er lastbilchauffør og bor lidt uden for Randers.
Derfor tog det også lidt tid, før Dennis rigtig forstod, at det rent faktisk var ham, som Katja gerne ville have med på den romantiske weekend. Han var megaglad for landmandens beslutning, men han var også meget overvældet.
Dennis var meget usikker på Katjas følelser
Generelt havde hele ugen på gården været meget overvældende og lidt af en følelsesmæssig rutsjebanetur for Dennis, som hele tiden var i tvivl om, hvad Katja mon syntes om ham.
- Min mavefornemmelse svingede nogle gange time for time.
Dennis var aldrig i tvivl om, at han syntes, Katja var interessant, og at han gerne ville lære hende bedre at kende, men han var i tvivl, om interessen var gensidig. Efter to dage på gården blev det hele for meget for Dennis.
- Jeg havde et sammenbrud om tirsdagen, og tårerne væltede ud af mig. Det var meget intenst at være i. Jeg havde på forhånd tænkt, at det ikke ville være så hårdt, men man giver faktisk rigtig meget af sig selv. Man bliver spurgt flere gange om dagen, hvordan man har det, og man skal virkelig mærke efter hele tiden, fortæller Dennis.
Usikkerheden til trods var det dog ham, der endte med at blive inviteret med på romantisk weekend, og i næste uge kan man i ”Landmand søger kærlighed” se, hvordan det går ham og Katja.