29. jun. 2024
Af Majken Munk

Stor mand-Stefan har taget livsomvæltende beslutning: Nu sker det endelig!

Stefan Jepsen
Stefan Jepsen
Foto: Martin Høien
Stefan Jepsen, der var hovedperson i dokumentaren ”Stor mand”, har taget en stor beslutning.

Det var i marts 2023, at hele Danmark lærte Stefan Jepsen at kende i dokumentaren ”Stor mand”.

Dengang vejede han 300 kilo og drømte om at lægge livsstilen om, så han kunne leve et sundere liv.

Og det må siges at være lykkedes.

Han har tidligere fortalt BILLED-BLADET, at det har resulteret i et foreløbigt vægttab på 135 kilo.

Stefan Jepsen kan i et opslag på Instagram afsløre, at noget han har tænkt over længe, ser ud til at blive en realitet.

- Nu sker det endelig! Jeg har længe været generet af min mave men været afventende, da lægerne mente, der var betydelige risici forbundet med en tur i narkose.

- Men jeg er nu nået til et punkt, hvor jeg mener min sundhed er blevet markant bedre, og at de daglige gener er der, hvor jeg bliver nødt til at rykke på at få den mave reduceret, skriver han i opslaget, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.

Stefan Jepsen er blevet indkaldt til en forundersøgelse i oktober, og går samtalen, som han håber, skal han altså under kniven, selv om det også giver genstand til lidt bekymring.

- Går det, som jeg håber, skal jeg opereres for første gang i mit liv. Jeg har ikke prøvet narkose før og er sgu lidt bange for sådan en tur. Men jeg glæder mig samtidig til at vågne op og føle mig markant mindre. Og hey, hvem vil ikke lige smide 15 kg på en formiddag, skriver han videre.

Planen er nu, at Stefan Jepsen skal fortsætte i den gode stime og opbygge en endnu bedre fysisk form, så har han de allerbedste forudsætninger for at komme sig hurtigt efter operationen.

Efter programmet ”Stor mand” har Stefan Jepsen været i et vægttabsforløb hos sin personlige træner Henrik Duer.

Han har tidligere udtrykt til BILLED-BLADET, at han er overbevist om, at operationen bliver en god ting for Stefan Jepsen, fordi det vil give ham mere mobilitet.

Læs mere om: