
Spottede du Linea hos Kimi i Landmand søger kærlighed? Sådan går det hende nu

I ”Landmand søger kærlighed” har Kimi snævret sit antal af bejlere ind til de to sidste Chris og Martin.
Traditionen tro skal de møde venner og bekendte til en middag.

Én af dem, som Kimi har inviteret med, er Linea.
Tv-seere vil helt sikkert genkende hende, for hun har tidligere været med i ”Landmand søger kærlighed”. Hun var landmand i sæsonen i 2023, og året før var hun en af bejlerne til landmanden Claus.
Linea kender Kimi, da de begge to har avlet ponyer, og så har de deltaget i nogle af de samme arrangementer samt lavet bestyrelsesarbejde sammen.
De har ofte talt om ”Landmand søger kærlighed” sammen.
- Vi talte om det dengang, jeg var deltager, hvor hun spurgte ind til det, og så selvfølgelig igen nu her, hvor hun selv er med. Vi har haft nogle snakke undervejs i optagelserne, hvor hun haft lyst til at vende nogle ting med mig eller spørge mig til råds. Når man står midt i det og ikke må involvere særlig mange personer i, hvad der foregår, må det være rart at kunne tale med én, der har stået i samme situation, fortæller Linea til BILLED-BLADET.
Kimi har inviteret sine venner til middag, fordi hun har brug for input til, hvem af hendes to tilbageværende bejlere, hun passer bedst med.
- Hun gav udtryk for, at hun var meget i tvivl om de to sidste mænd. Hun spurgte, om jeg havde lyst til at være med og give nogle input, fordi jeg har stået i situationen og vidste, hvor svær den var, hvordan det var, fortæller Linea.
Da Linea mødte Chris og Martin forstod hun godt Kimi.
- Jeg kunne godt sætte mig ind i, at hun havde et svært valg at træffe, for jeg synes, de begge to godt kunne været noget, der kunne passe til hende og hendes hverdag. De havde også den humor, hun efterspurgte. De svarede begge to godt på de ting, vi spurgte ind til under middagen, fortæller hun.
Selv om Kimi måske godt kunne have tænkt sig et klart svar fra sine gæster, kunne Linea i hvert fald ikke udpege en favorit, men hun forsøgte at give sit besyv med for at gøre Kimi klogere på sit valg.
- Vi snakkede om fordelene ved dem hver især, og hvad de havde af positive sider. Bagefter var vi enige i, at det var svært at fremhæve den ene frem for den anden. Jeg ved ikke, om vi var til meget hjælp, for vi var lidt af den samme opfattelse som Kimi, at de begge havde hver sit at byde på. Men jeg kan da huske det, fra da jeg selv var med, at det var rart at få nogle input trods alt, for det er en boble, man er i under optagelserne, fortæller hun.
Hvem af Chris og Martin, Kimi kommer til at vælge, må seerne vente tålmodigt på at finde ud af.
For Lineas vedkommende går det godt med livet, selv om hun stadig ikke har fundet den helt rigtige at dele det med.
- Det går godt i forhold til, at jeg har gang i mange ting arbejdsmæssigt. Jeg er stadig dér, hvor jeg godt kunne tænke mig at møde en at dele livet med, fortæller hun.
Selv om det tidligere er set i TV 2-programmets historie, har Linea ikke tænkt sig at gøre comeback som landmand.
- Det er bestemt ikke planen. Det var det ultimative forsøg på, om det kunne lade sig gøre, da jeg sagde ja til at være landmand. Alt andet jeg har gjort, har ikke virket, og dating online fungerer ikke rigtig for mig. Derfor har jeg ikke planer om at gøre andet nu end se, om han skulle dukke op ude i det virkelige liv.
