27. feb. 2024
Af Majken Munk

Spottede du det? Rasmus brugte smart trick på sine speeddates i Kærlighed hvor kragerne vender

Rasmus fra "Kærlighed hvor kragerne vender"
Rasmus fra "Kærlighed hvor kragerne vender"
Foto: Anders Brohus/ TV 2
I ”Kærlighed hvor kragerne vender” skal Rasmus på en lang række speeddate, og med på de dates havde han hjælp fra en helt bestemt ting.

Fire singlefyre fra Fyn er klar til at lede efter en kæreste i den nye udgave af ”Kærlighed hvor kragerne vender”.

Én af dem er 26-årige Rasmus, der egentlig oprindeligt er fra Jylland, men som er flyttet til Svendborg.

Det var også én af grundene til, han var overbevist om, han ikke blev en del af programmet.

Faktisk var det heller ikke Rasmus selv, der meldte sig til TV 2-programmet.

- Der er en sjov historie bag. Jeg blev tilmeldt af min bedste veninde fra Jylland, og jeg konfronterede hende først med det en uge eller 14 dage inden, jeg skulle være med, fortæller han til BILLED-BLADET.

- Produktionsselskabet havde kontaktet mig over Instagram af alle steder, og der stod ikke, at jeg boede i Svendborg. Jeg gik og grublede over, hvordan de vidste det. Så jeg konfronterede hende, og til en start benægtede hun, men så blev hun helt rød i hovedet. Jeg var overhovedet ikke sur, for jeg tænkte, at det kunne være sjovt at prøve, uddyber han.

Det kom som noget af en overraskelse, da Rasmus fik opkaldet om, at han skulle være med.

- Det var helt lavpraktisk via et telefonopkald, jeg fik det at vide. Da jeg havde været til gruppecasting, havde jeg en blandet fornemmelse, for de havde fundet mange gode deltagere, der fungerede i forskellige konstellationer. Jeg er ikke oprindeligt fra Fyn, så jeg tænkte ikke, det var så sikkert, det blev mig, fortæller han og fortsætter:

- Jeg var ude at køre, da jeg fik opkaldet, så jeg måtte ind til siden. Jeg skulle lige være koncentreret.

Da det endelig kom til første optagedag, var nerverne uden på tøjet. Ikke mindst fordi det var tid til at møde pigerne.

- Der var jeg godt nok spændt. Jeg havde aldrig prøvet speeddate eller datet så meget. Det var uvant for mig, fortæller han.

Pigerne i Kærlighed hvor kragerne vender 2024

Derfor havde Rasmus også fundet på et godt trick hjemmefra, som han havde fået hjælp til af sine forældre.

- Jeg ved ikke, om man ser det i programmet. Jeg havde skrevet nogle gode spørgsmål ned i en sort bog, som jeg ville stille på mine dates, fortæller han og fortsætter:

- Jeg havde spurgt mine forældre ind til, hvad man kunne spørge om. Det skulle ikke bare være ja eller nej spørgsmål. Det skulle være åbne spørgsmål, der viser, hvad for en type person, man er.

Et af de spørgsmål Rasmus stillede sine dates var blandt andet: ”Hvis du vandt et kæmpestort beløb i Lotto, hvad ville du så gøre med pengene?”

Hvordan det går på de følgende speeddates, bliver afsløret i andet afsnit af ”Kærlighed hvor kragerne vender”, som kan ses på TV 2 tirsdag den 5. februar.

Læs mere om: