Sonny Fredie Pedersen var begejstret – kunne ikke forstå sine kollegaers beslutning
Fredag aften bød på endnu en udgave af ”Vild med dans”, og her blev der rykket rundt på placeringerne i feltet. For eksempel endte Fredrik og Jenna, der ellers er spået til at gå hele vejen til finalen, på en sidsteplads.
Men generelt set var dommerne meget enige i deres bedømmelser, og i hele fire af dansene var de alle fem fuldstændig enige om, hvilken karakter der skulle gives.
Et par gange var Sonny Fredie Pedersen dog mere begejstret end sine kollegaer. Det var især tydeligt, efter Katinka og Mads havde fået deres karakterer. Sonny belønnede dem med et otte-tal, mens Anne og Claudia gav seks-taller, og Nikolaj og Marianne kun gav fem-taller til parret.
- Katinka lavede en rigtig flot quickstep, og de gjorde det rigtig godt teknisk. Jeg spurgte ved siden af, og jeg kan ikke forstå, at de ikke var lige så begejstrede. Jeg synes, hun klarede det rigtig godt, og hun fortjente et otte-tal, forklarede Sonny Fredie Pedersen efter showet.
Han var overrasket over at se, at det var Katinka og Mads, der af ham fik aftenens højeste karakter, og som endte på en delt tredjeplads, der skulle i omdans.
- Det kunne jeg ikke forstå. Jeg snakkede lige med Marianne og gættede på, hvem der røg i omdans, og hun sagde, det måske blev Katinka. Det kunne jeg ikke forestille mig, men hun fik ret. Det er meget svært at vide, hvad folk derhjemme kan lide, lød det videre fra dommeren.
Katinka og Mads blev reddet af seerne efter omdansen mod Andreas og Camilla.