Sonny Fredie Pedersen: Sådan husker jeg min barndom som elitedanser
Sonny Fredie Pedersen er den nye dommer i årets ”Vild med dans”, men det er langt fra første gang, at han er på tv.
Den professionelle danser blev allerede et kendt ansigt, da han som kun 12-årig medvirkede i dokumentarserien ”Ingen slinger i valsen” tilbage i 1998.
Her fulgte man Sonny, da han sammen med dansepartneren Jeanne Aunel trænede til et verdensmesterskab.
- Det kommer stadig bag på mig, at folk taler om den dokumentar 24 år senere, siger Sonny til BILLED-BLADET.
Kendte ikke til andet
36-årige Sonny Fredie Pedersen er ikke så meget for at tale om sin barndom eller den meget omdiskuterede dokumentar, men han sætter alligevel ord på, hvordan han husker sin barndom som elitedanser.
- Jeg var ude og konkurrere hver weekend, så jeg levede et elitært liv, fra jeg var lille. Men jeg kendte jo ikke rigtig andet, så i min verden var det meget naturligt, siger Sonny og fortsætter:
- Jeg havde mere svært ved at forstå, at de andre i klassen ikke forstod det. De gik til fodbold, og jeg gik til dans, de gjorde det bare ikke på eliteplan.
Forældrene stillede spørgsmål
Selv om det krævede benhård træning og disciplin, så overvejede Sonny aldrig at stoppe.
- Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg var meget ung, men jeg har altid haft det sjovt med at danse. Mine forældre var også gode til at sige til mig og min søster ”synes I stadig, at det her er sjovt?”, forklarer han og uddyber:
- Det var meget vigtigt for dem, særligt når der var perioder, hvor de kunne se, at vi var stressede, og energien måske ikke var der. Når vi sagde, at vi stadig godt kunne lide det, sagde de ”så vis det”, og så var vi tilbage på sporet, for man skal jo nyde det.