Sofie Linde: Sådan finder jeg tid til både X Factor-auditions og babysalmesang
X Factor-vært Sofie Linde er en travl kvinde for tiden. I disse dage er der X-Factor auditions på Teglholm Allé i København, og dagene suser bare af sted:
- Det er nogle lange dage, men det er så sjovt. Vi møder virkelig mange fede mennesker og det er dejligt at mærke, at der kommer så mange. De er gode og søde, lød det glad fra TV-værten, som BILLED-BLADET mødte til X Factor auditions på TV 2 i København onsdag aften.
Joakim på barsel
I februar blev Sofie og gemalen Joakim Ingversen forældre til deres søde datter Trine. Og mens Sofie passer sin X Factor tjans, er Joakim på barsel.
- Det går så godt, og han er så god. Jeg får hele tiden en masse opdateringer. Jeg har lige fået en video, hvor hun sidder i sin barnevogn og siger: "Ja ja ja", griner Sofie.
Sofie Linde til babysalmesang og svømning
Heldigvis har den lattermilde vært plads i sin kalender til kvalitetstid med familien – og det indebærer alt fra babysvømning til babysalmesang.
- Vi hørte, at babysalmesang skulle være mega fedt. De andre forældre derude er rigtig søde, og de har babyer på samme alder. Og når babyer ser andre babyer, er det jo bare magi. Trine fyrer den af, fortæller hun.
Folk hjemme i stuerne må vente med at se den altid smilende Sofie Linde i rollen som X-Factor vært indtil det nye år, hvor TV 2 fyrer op for deres første sæson af det populære program.