Simon & Marcus er færdige med X Factor: Det skal de nu
Det var egentlig meget spontant, at Simon Kozma og Marcus Mugisa endte i ”X Factor”.
Nærmest hver fredag har de udtrykt, hvor overrasket over bare at være med i live-programmer, de var.
Fredag havde de mulighed for at vinde hele molevitten. Selv om de ikke vandt, så ser fremtiden inden for musik lys ud for dem.
Mere end drømmen
De to unge mænd endte i finalen, men her måtte de sig slået af Solveig, der vandt.
Simon & Marcus er alligevel meget stolte af, hvor de er endt i ”X Factor”. Det havde de slet ikke regnet med.
- Vi har gjort meget mere, end vi havde drømt, siger Simon.
- Det er en vidunderlig måde at slutte det hele på, følger Marcus op.
Skal lave musik
Nu er det et farvel til ”X Factor” for de to nordjyder. Det betyder først og fremmest, at de skal indhente to måneders skolearbejde.
Men musikken er bestemt ikke lagt på hylden.
- Vi brygger lidt på at begynde at skrive sange selv, siger Simon.
Drengene afslører at de ved siden af skolen håber på at kunne lave deres egen musik.