Silas Holst om sin Vild med dans-uge: Det har været virkelig flippet
Silas Holst var sammen med Claudia Rex og René Christensen retur i Vild med dans for en kort bemærkning i den særlige Knæk Cancer-udgave af programmet.
Dansepartnerne var alle danskere, som har haft kræft inde på livet. Silas dansede rumba med Pernille Gulløv, mens René kunne ses i en jive med Trine Dyring, og Claudia Rex foldede sig ud i en cha-cha-cha med Torben Skinbjerg.
Silas Holst har haft en vild uge
- Det har været en vanvittig og virkelig flippet oplevelse. Ja, en vild uge, hvor jeg mødte Pernille, som jeg overhovedet ikke kendte. Det var spektakulært at høre hendes, Trines og Torbens historie og så tænke på, at ingen af dem har lavet noget, der minder om at optræde og være i fjernsynet. Og så kaster de sig bare ud i det, hvilket gør dem til Danmarks modigste dansere. Det er jeg imponeret over og stolt af at være en del af, sagde Silas til BILLED-BLADET efter showet.
SE MERE: Kjolerne fra Knæk Cancer-showet
Silas Holst er glad og stolt
Han tabte konkurrencen til ærkerivalen Claudia, som sammen med Torben havde fået flest sms-stemmer, der alle gik til ”Knæk Cancer”, og de tre par fik i alt indsamlet 3.687.600 kroner.
- Det gør ikke noget at tabe, men det er bare altid frygteligt at tabe til Claudia! Dog lige i denne konkurrence var det meget sekundært. Derfor var der ingen nerver på, for det var fuldstændig ligegyldigt, hvem der vandt. At vi har skrabet over tre millioner sammen gør mig glad og stolt. Det er fantastisk for en uges arbejde, sagde Silas.