14. apr. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Sidste sæson af Badehotellet: Sådan håber Edith det slutter

Edith
Edith
Foto: Mike Kollöffel/TV 2
Den 10. sæson af "Badehotellet" bliver også den sidste, og Ulla Vejby, der spiller Edith, håber, at hendes tv-mand Valter vender tilbage i serien.

Det er knap en måned siden, at det sidste afsnit i niende sæson af ”Badehotellet” løb over skærmen, og i den forbindelse løftede TV 2 også sløret for seriens fremtid.

Der kommer heldigvis endnu en sæson. Det bliver dog den sidste, men til gengæld er der også hele otte afsnit at glæde sig til.

Håber på comeback til Valter

Forfatterne Stig Thorsboe og Hanna Lundblad er i fuld gang med at skrive sæson 10, og Ulla Vejby, der gennem de sidste ni år har været kendt som stuepigen Edith, har et ønske om, hvad der skal ske i sæson 10.

- Jeg håber, Valter vender tilbage og skal have nogle scener sammen med Edith. Jeg havde virkelig en skøn proces med Simon Stenspil, der spiller Valter, så det kunne jeg godt tænke mig i sidste sæson, fortæller Ulla Vejby om sin tv-mand, der er smed, og som har fået tre børn sammen med Edith.

- Men vi er rigtig mange karakterer, og der har været flere end 150 med i løbet af de ni sæsoner, så jeg ved, der er meget, forfatterne skal runde af. Jeg forholder mig åben og har tillid til, at de runder historien af på den mest hensigtsmæssige måde.

Den 10. og sidste sæson af ”Badehotellet” bliver sendt på TV 2 i begyndelsen af 2024.

https://imgix.billedbladet.dk/_dsc7690_2.jpg
Valter var senest med i sæson 5 af "Badehotellet".
Foto: Mike Kollöffel/TV 2

Læs mere om: