Seks af deltagerne i Korpset: Dette har de til fælles
Halvdelen af de 12 aspiranter i den nye sæson af "Korpset - gjort af det rette stof" har en særligt ting til fælles.
For udover at have udfordret sig selv som aspiranter, så har de også udfordret sig selv på dansegulvet i "Vild med dans".
To har endda det til fælles, at de har vundet.
Danmarks modigste danser
Seks af deltagerne i TV 2-programmet "Korpset - gjort af det rette stof", der denne gang - som er noget helt nyt - er med kendte danskere, har tidligere været en del af "Danmarks modigste dansere" i "Vild med dans".
Senest var tv-kokken Christel Pixi med. I 2019 dansede hun med Thomas Evers Poulsen, men de måtte forlade dansegulvet i program fire.
To år tidligere havde Daniel Svensson stoppet sin karriere som håndboldspiller og var klar til en ny udfordring. Han stillede op i "Vild med dans" med partneren Karina Frimodt. Parret røg ud i semifinalen.
Semifinalen nåede tidligere håndboldspiller Rikke Hørlykke også til, da hun deltog i 2007 med dansepartneren Mads Vad.
I syv sæsoner
En af aspiranterne er 30-årige Frederik Nonnemann, der absolut fik sit gennembrud som professionel danser i "Vild med dans".
Han havde sin første sæson i 2013, hvor han dansede med Le Gammeltoft. Siden har han danset med kvinder som Birgit Aaby, Emmelie de Forest, Julia Sofia Aastrup og Lene Beier.
I 2020 besluttede Frederik Nonnemann ikke at stille op i "Vild med dans", fordi han netop havde fået et nyt fuldtidsjob, han ville fokusere mere på.
To vindere
To af aspiranterne i "Korpset - gjort af det rette stof" har det til fælles, at de har kunnet kalde sig vindere af "Vild med dans".
I anden sæson af "Vild med dans" var det skuespiller David Owe, der sammen med sin dansepartner Vicki Jo Ringgaard løftede trofæet efter en akrobatisk freestyle.
Den tidligere professionelle skiløber Sophie Fjellvang-Sølling vandt "Vild med dans" i 2011, da hun som nærmest ukendt dansede sig ind i alles hjerter med partneren Silas Holst.
Alle de tidligere "Vild med dans"-stjerner kan du se i "Korpset - gjort af det rette stof" på TV 2 hver mandag klokken 20.00.