Scorede topkarakter men missede fredning: Sådan reagerer Morten og Mette
Lige fra begyndelsen har Morten Kjeldgaard og Mette Sommer befundet sig i den gode halvdel hvad angår dommernes karakter, og længe har parret da også været bookmakernes favorit til at vinde årets udgave af ”Vild med dans”.
Fredag kunne man for første gang få et reelt indblik i, hvad seerne mener, for i jubilæumsshowet, hvor der ikke var nogen, der røg ud, blev der i stedet for kåret en vinder.
Og selv om favoritterne Mette og Morten, der dansede triodans med Micki Cheng, scorede aftenens højeste karakterer fra dommerne, var det ikke dem, der sikrede sig den fredning, der var på højkant til næste uges show.
- Der var så sindssygt mange gode danse i dag, og de er så kæmpesøde alle de andre par. Så jeg kan godt forstå, at de også får en masse stemmer. Men vi ville da gerne have haft den fredning, helt sikkert, fortalte Morten Kjeldgaard efter showet.
I stedet var det Kasper Fisker og Karina Frimodt, der – for mange lidt overraskende – sikrede sig den eftertragtede fredning. De kom på en tredjeplads på baggrund af dommernes karakter, men seerne var altså vilde med dem i jubilæumsshowet.