Sara Bro om Vild med dans: Derfor blev jeg så rørt
Sara Bro fremførte en smuk slowfox med Morten Kjeldgaard i program 6 af ”Vild med dans”, hvor de dansede til livemusik fra Ida Corr og sangen ”Når jeg bliver gammel”.
- Vi fik tre bifald undervejs, spontane bifald fra publikum. Det lagde jeg mærke til, og jeg blev helt rørt over det og tænkte ”wow”, fortalte Sara Bro til BILLED-BLADET efter showet, mens Morten Kjeldgaard indskød:
- Det kommer til at være en af de danse, som virkelig har betydet noget for os. Selv om det har været en hård træningsuge, så har det været kæmpe optur, at vi fik lov til at danse til den sang.
En fantastisk sang
Den populære Gnags-sang har generelt betydet meget for 46-årige Sara Bro hele ugen.
- Jeg har været sindssygt rørt, når jeg har hørt den, og Idas version er helt fantastisk, sagde radioværten og tilføjede:
- Selv om sangen handler om at blive gammel og underforstået handler om, hvordan den sidste tid skal foregå, så er sangen også virkelig livsbekræftende.