Så du Operation X: Nødråb i natten? Nu søger mor til handicappet søn stor erstatning
Onsdag aften kunne seerne følge med i andet og sidste afsnit af TV 2-programmet ”Operation X: Nødråb i natten”.
Her undersøgte værten Morten Spiegelhauer forholdene for personer med handicap på to bosteder i Jylland og København.
Med skjult kamera blev en muldvarp ansat og dokumenterede omfattende omsorgssvigt, der gik ud over trivslen, plejen og aktiveringen for nogle af de allermest sårbare personer i Danmark. ¨
En af de medvirkende i den foruroligende dokumentar var Lis Hansen, som er mor til en handicappet søn, 19-årige Mathias.
Mathias boede på botilbuddet Odinsgård i Vojens, og her viste uhyggelige optagelser blandt andet, at han skreg på hjælp i over en time uden at få hjælp, og at han ikke fik skiftet ble.
Hans mor, Lis Hansen, kræver nu en stor erstatning for umenneskelig og nedværdigende behandling. Det skriver JydskeVestkysten ifølge TV 2 Syd.
Advokat Thomas Taguchi fra TT Advokater har på vegne af Lis Hansen sendt et godtgørelseskrav på 300.000 kr. til Haderslev Kommune for omsorgssvigt af Mathias i hans hjem på botilbuddet Odinsgård.
- En økonomisk godtgørelse kan ikke omgøre, hvad Mathias har været udsat for eller bringe tingene i orden igen. Men det er i vid udstrækning en symbolsk erkendelse af, at kommunen anerkender, at der er noget, som er gået galt, siger Thomas Taguchi ifølge TV 2 Syd.
Optagelserne i ”Operation X: Nødråb i natten” har været medvirkende til, at Odinsgård i Vojens nu er blevet lukket.
Ifølge TV 2 Syd har Haderslev Kommune besluttet, at der til næste sommer skal åbnes et nyt og forbedret Odinsgård med bedre værdier.