Poul Erik Skammelsen får nyt job: Se, hvilken kendt kollega han skal arbejde sammen med
Poul Erik Skammelsen har gennem årene været med til at dække mange politiske begivenheder, og nu får han et nyt job.
Den 60-årige nyhedsvært skal nemlig stå i spidsen for TV 2’s helt nye USA-magasin med titlen ”Kampen om USA”.
Han skal dog ikke lave programmet alene, han får nemlig selskab af en kendt kollega.
Det er TV 2-værten Miriam Zesler, som bliver Poul Erik Skammelsens makker.
”Kampen om USA” sendes i forbindelse med det kommende amerikanske præsidentvalg, hvor det vil vise sig, om Joe Biden genvinder magten.
- Jeg har altid været fascineret af magten og indflydelsen. Ikke kun den politiske magt omkring Det Hvide Hus, men også det dynamiske samfund, der opfinder en iPhone og sociale medier, som også bliver en del af andre landes hverdag, siger Poul Erik Skammelsen i en pressemeddelelse fra TV 2.
Han har dækket alle amerikanske præsidentvalg, siden Bill Clinton vandt første gang i 1992.
”Kampen om USA” får premiere på TV 2 News og TV 2 Play den 4. januar.
Programmet erstatter ”Verden ifølge News” i valgåret og kommer til at bestå af to dele af henholdsvis 30 og 25 minutters varighed.
Første del har fokus på ugens største politiske historier og hovedpersonerne, mens anden del dykker ned i den kulturelle værdikamp for at blive klogere på amerikanerne.