Poul Erik Skammelsen får nyt job
Torsdag er det en måned siden, at Rusland påbegyndte krigen i Ukraine, og siden har der herhjemme og ude i verden været et massivt fokus på det, der foregår i og omkring landet.
TV 2 har ligesom mange andre dækket krigen tæt, og nu opjusterer man dækningen yderligere.
Tilbage som korrespondent
Det betyder samtidig, at den erfarne nyhedsvært Poul Erik Skammelsen får nyt job. Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Han er tidligere korrespondent og har arbejdet i blandt andet Washington, Prag og Moskva. Nu vender han tilbage til det job for en stund, for TV 2 opretter et korrespondentkontor i Polens hovedstad Warszawa, og herfra skal 58-årige Poul Erik Skammelsen dække krigen.
- Jeg vender tilbage til det område af Europa, hvor jeg begyndte som ung korrespondent. Jeg dækkede Berlinmurens fald og dens følger. Dengang var det en tid præget af befrielse og glæde – nu er det modsat. Det er vel den største historie i Europa siden Murens fald – vi taler pludselig igen om atomtruslen. Vi ser i Vesten på, hvad der sker i Ukraine uden at kunne gribe ind, fordi Rusland er en atommagt. Og Polen er en frontlinjestat i den nye tid, vi er gået ind i, udtaler Poul Erik Skammelsen, der allerede nu er i Warszawa, som får besøg af USA’s præsident, Joe Biden, i de kommende dage.
Arbejder fra Polen
Det er ikke tilfældigt, at man har valgt at oprette et nyt korrespondentkontor i netop Polen.
- Alle landene, der grænser op til Rusland, står nu med en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. Ikke mindst Polen, der mærker de direkte konsekvenser af flygtningestrømmen fra Ukraine, og som står centralt blandt de europæiske lande i det nye trusselsbillede, udtaler TV 2’s udlandschef Jakob Vissing.