Philip og grev Ditmar fik endelig hinanden: Sådan reagerede de på Badehotellets slutning
Det holdt hårdt, men til sidst fik grev Ditmar og Philip Dupont heldigvis hinanden.
De to brød med hinanden forud for sæson 10, idet grev Ditmar havde mistet sin søn, og han over for Philip gav sin mor ret i, at det ikke ville være sket, hvis han havde holdt på Mitzi frem for at give efter for sine følelser for Philip.
Det er ikke mange scener, skuespillerne bag de to karakterer, Mads Wille og Sigurd Holmen Le Dous, har haft med hinanden her i sæson 10, men i allersidste afsnit lykkedes det dem at få klinket skårene.
Grev Ditmar opdagede, at hans mor alligevel ikke var blevet skilt fra redaktør Bruun, som under krigen sendte ham i koncentrationslejr, og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Grev Ditmar brød med sin mor og solgte Frijsenholm, og Philip tilgav ham.
I 1947 hører man, at de er flyttet til Frankrig, hvor grev Ditmar har købt en vingård.
- Jeg synes, det bliver afsluttet enormt værdigt for de to. Jeg er virkelig stolt over den afslutning, siger Sigurd Holmen Le Dous, og også Mads Wille, der har været en del af serien lige siden sæson et, er godt tilfreds.
- Jeg er utrolig glad for afslutningen. Jeg var spændt på det. Med alt det grev Ditmar har været igennem, synes jeg, det er landet et flot og fint sted. I det hele taget synes jeg, det er en fantastisk god afslutning, siger han.