Peter Ingemann: Hans knallert er en formue værd
Peter Ingemann burde måske ærgre sig over, at han i 1990 solgte sin Puch Monza Juvel for sølle 3.900 kroner. Havde han beholdt sin knallert, kunne han i dag have fået betydeligt mere for den sjældne model. Et eksemplar er netop sat til salg i Den Blå Avis for 42.000 kroner.
Ting skal bruges
Men han ærgrer sig ikke.
- Jeg har det sådan med ting, uanset om det er biler eller knallerter, at de skal bruges. Og bruger man dem ikke mere, skal de sælges. Jeg er ikke samler i håb om, at noget bliver mere værd, siger Peter Ingemann, som i en stribe TV 2-programmer har kørt Danmark og senest Færøerne tyndt på en Puch Monza Juvel.
Tilbudt en knallert for 55.000
Det var dog ikke hans egen oprindelige Puch Monza Juvel, men én, som blev indkøbt til lejligheden i 2018. Produktionsselskabet måtte punge 28.000 kroner ud for køretøjet, som var skrammet og langt fra i tiptop-stand, så allerede der mærkede Peter Ingemann, at modellen var kommet i høj kurs.
- Vi fik endda tilbudt et eksemplar til 55.000 kroner. Den stod med den originale lak og næsten ikke brugt i en mands stue, og han var oven i købet i tvivl om, hvorvidt han ville sælge den, da det kom til stykket, fortæller han.
Solgte billigt
Peter Ingemann købte sin egen Puch Monza Juvel for sine konfirmationspenge i 1987. Han gav 6.500 kroner, og det var allerede noget dyrere, end den havde kostet fra ny i 1979. Til gengæld var det ikke længere smart at køre på knallert, da han solgte den igen i 1990.
- Så jeg fik kun 3.900 kroner for den. Men jeg var kommet i gymnasiet og var i pengenød, fordi jeg jo begyndte at gå i byen. Så udover min knallert røg også mit akvarium og en SEGA-spillemaskine, ler Peter Ingemann.