Ole Stephensen efter svær tid: Jeg var nedtrykt
Ole Stephensen, 62 år, har i bagklogskabens ulideligt klare lys indset, at afskeden med "Go'morgen Danmark" for 10 år siden og hans liv som TV-vært tog hårdere på ham, end han ville stå ved.
- Jeg tror, at nedturen var meget større dengang, end jeg i virkeligheden ville erkende. Jeg var ikke nede og bide i gulvtæppet for alvor. Mavesår er ikke noget, jeg får. Det er noget, jeg giver, ha, ha. Jeg har sikkert været overbevist om min egen selvtilstrækkelighed. Det skulle nok gå. Jeg er et ret positivt menneske, siger han i et stort interview med BILLED-BLADET.
- Men jeg måtte lige ned og dykke dér. Og det havde jeg sgu nok meget godt af.
Ole Stephensen var nedtrykt
Efter sin tid på skærmen måtte Ole Stephensen finde nye veje.
- Jeg var ikke deprimeret. Nedtrykt er nok et bedre ord. Jeg var nedtrykt. Men det er der ikke nogen, der beskylder mig for i dag, storsmiler manden, som har sagt farvel til skærmen for at gå ind i politik for de konservative.