29. nov. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Ny håndboldekspert på TV 2: Det skal du vide om Sofie Bæk

Sofie Bæk
Sofie Bæk
Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Sofie Bæk er ny håndboldekspert på TV 2 og skal de kommende uger dække EM i kvindehåndbold.

Julemåneden står for døren, og dermed er det også tid til endnu en håndboldslutrunde.

Torsdag begyndte EM, der denne gang spilles i Schweiz, Østrig og Ungarn, og TV 2 stiller med et særdeles stærkt hold.

Stine Bjerre Mortensen er vært i EM-studiet, hvor hun igen i år har selskab af Lærke Møller. Ved hendes side finder man endnu en ekspert, som seerne kommer til at lære rigtig godt at kende i løbet af de næste uger.

Sofie Bæk er et forholdsvist nyt ansigt på TV 2’s hold. Bent Nyegaard har ellers i mange år dækket landsholdshåndbold for TV 2, men efter OL i sommer stoppede han, og der er nu kommet en ny på holdet.

Abonnement på BILLED-BLADET

Sofie Bæk er 30 år, og ligesom Lærke Møller er hun tidligere professionel håndboldspiller. Hun har spillet på ungdomslandsholdet, og på klubplan spillede hun senest for Silkeborg-Voel KFUM.

Karrieren sluttede pludseligt, da hun sidste år blev ramt af en skade i albuen, men som ekspert på TV 2 har Sofie Bæk stadig sporten helt tæt inde på livet.

Håndboldeksperten er gift med den tidligere professionelle fodboldspiller Jacob Tjørnelund, som hun har to små børn med. Familien bor i Aarhus.

Mere om: