Neel Rønholt om mødet med Vild med dans-partner: Jeg skreg bare
34-årige Neel Rønholt kunne ikke skjule sin begejstring, da hun fandt ud af, hvem hun skal danne par med i årets ”Vild med dans” – nemlig danseren Michael Olesen.
- Jeg var så nervøs den dag, så der er allerede virkelig mange følelser i det her program, fortæller skuespilleren til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg var så spændt, og da jeg så Michael, så skreg jeg bare! Jeg var så glad og lettet.
Omsorgsfuld og sjov partner
Neel Rønholt har tidligere fulgt lidt med i ”Vild med dans” og havde på forhånd dannet sig et indtryk af 37-årige Michael Olesen.
- Jeg synes, at Michael - ud over at være en utrolig dygtig danser - også virkede meget pædagogisk, hjertevarm, omsorgsfuld og støttende. Og det har jeg fået bekræftet, siger hun med et stort smil og tilføjer:
- Det var meget det, jeg gerne ville have - en der kan få mig til at føle mig tryg i det her. At han derudover også er sindssygt sjov, det vidste jeg jo ikke!
Neel Rønholt og Michael Olesen kan sammen med 11 andre dansepar ses i sæson 16 af ”Vild med dans”, der har premiere på TV 2 fredag den 13. september kl. 20.00.