11. nov. 2024
Af Majken Munk

Mureren Boris tror ikke på det, men Anders og Philip tager udfordringen op

Boris, Anders og Philip i "Linde på Langeland"
Boris, Anders og Philip i "Linde på Langeland"
Foto: Thomas Degner/ TV 2
I Vennely står havestuen for skud, men mureren Boris er ikke helt rolig ved et projekt, som Anders og Philip kaster sig over.

Tømrerne Anders og Philip arbejder stadig på fundamentet til den nye havestue i Sofie Linde og Joakim Ingversens sommerhus Vennely.

Midt i arbejdet får de to sommerhusejere en god idé, der ændrer planerne i ”Linde på Langeland”.

Sofie Linde og Joakim Ingversen er blevet kontaktet, om de vil overtage et lager af mexicanske fliser fra en tidligere flisebutik. Og det vil de selvfølgelig gerne.

Da hun og mureren kigger fliserne igennem, drømmer hun egentlig om, at de skal bruges på badeværelset, men det vurderer Boris ikke kan lade sig.

I stedet kommer Sofie Linde på en idé om, at de kan bruges på gulvet i havestuen, som Anders og Philip er i gang med fundamentet til.

Sofie Linde får shanghajet Anders til at komme og kigge på fliserne, og her kommer mureren med en udfordring til tømrerne.

For med et glimt i øjet siger han, at det kan Anders og Philip ikke lave uden hans hjælp.

Da der skal regnes ud, hvor mange fliser, der skal bruges, tages det igen op, hvem der så skal lægge de fliser.

Det får kameramanden Mike til at spørge, hvem der lægger fliserne.

- Det gør drengene. Det har Anders lige sagt, I kan, svarer Boris med et smil.

- Nej, jeg foreslog det, lyder det fra Anders, hvis bror Philip står ved siden af.

- Nej, du sagde, det kan vi godt lave. Mike har det på kamera, prøver Boris igen.

- Det kan vi sagtens. Det prøver vi fandeme, konstaterer Anders og får sin tvillingebror Philip med på idéen.

Anders og Philip får støbt fundamentet, og da de skal til at kaste sig over sildebensmønstret med de mexicanske fliser, må de alligevel indkalde eksperten Boris.

Da bliver det et samarbejde, som seerne kan se resultatet af, når ”Linde på Langeland” vender tilbage på TV 2 mandag.

Læs mere om: