Morten Spigelhauer: Disse to konfrontationer husker jeg bedst
Han har konfronteret alt fra underlødige åndemanere til lyssky læger og offentligt ansatte chatkonsulenter, der lokker unge piger til porno i det undersøgende program "Operation X", og programmet kan nu fejre et flot jubilæum.
100 afslørende programmer er det blevet til siden "Operation X" så dagens lys første gang 16. august 2004. Og selv om programmet kører på 16. år, og der har været mange sager, kan vært Morten Spiegelhauer, 51, alligevel godt fiske to konfrontationer frem fra hukommelsen, som har gjort stort indtryk på ham.
To nervepirrende konfrontationer
- Det er svært at vælge et enkelt øjeblik, som står som det største, men jeg tænker tit på de programmer, vi lavede om udbyttesagen ('Operation X: Jagten på vores milliarder', red.), hvor vi rejste til USA og fandt nye bagmænd, der havde snydt Danmark for milliarder. Konfrontationen med Matthew Stein var ret nervepirrende – og så ikke mindst pressemødet med Skattestyrelsen, hvor vi fremviste den hemmelige aftale mellem Skattestyrelsen og bagmændene.
- Den viste, at de amerikanske topadvokater kunne trække alle deres udgifter fra – det var flere milliarder kroner – i forbindelse med den svindel, de lavede. Det var en stor tilfredsstillelse at kunne fremlægge det hemmelige og stærkt kontroversielle forlig, som det bestemt ikke var meningen, at offentligheden skulle have haft kendskab til, fortæller Morten Spiegelhauer til tv2.dk.
Morten Spiegelhauer sender særlig tak
Tv-værten sender også en særlig tak til seere, der har fulgt det prisvindende program gennem årene, og siger, at det i høj grad er deres fortjeneste, at programmet lever endnu:
- Hvis ikke vi havde haft et vist antal seere hver gang, vi sender, ville vi have lukket biksen for længst. Vi bestræber os altid efter bedste evne på at leve op til seernes forventninger ved at lave så grundige, veldokumenterede og velfortalte tv-programmer som muligt, og vi insisterer på at gå langt for den journalistiske afsløring, siger Morten Spiegelhauer.