Morten Spiegelhauer: Klatring hjalp ham over frygten
Morten Spiegelhauer, 50 år, er ikke frygtløs. Det skulle man ellers tro, når han igen og igen med tilsyneladende kølig uforfærdethed konfronterer svindlere, fusentaster og kriminelle i TV 2-programmet "Operation X".
I aften går han i kødet på de bagmænd, der har franarret danske skatteydere 12,7 milliarder kroner i skandalen om udbytteskat. "Jagten på vores milliarder" er titlen på den ny "Operation X"-sæson. En anden jagt, vi hører mindre om, er Morten Spiegelhauers jagt på sjælefred.
Morten Spiegelhauer er frygtløs
Han er i virkeligheden en lettere konfliktsky person, og undervejs i de mange år med "Operation X's" ofte nervepirrende konfrontationer har han måttet gå til psykolog for at få styr på sin angst og paranoia.
Men måske er det passionen for klippeklatring, som har hjulpet ham mest.
Seerne har i flere programmer fået lov til at følge hans forsøg på at overkomme frygten for at falde. Og på TV 2's hjemmeside har han selv beskrevet, hvorden klatringen også har gjort ham bedre til at håndtere frygten på sit job.
- Nogle klatrere er iskolde og kan klatre flere hundrede meter over jorden uden at skænke det en tanke. Og så er der dem, der skal kæmpe med frygten for at falde, hver gang det bliver bare en lille smule udfordrende. Jeg hører desværre til den sidste kategori, skriver Morten Spiegelhauer på tv2.dk.
- Men jeg har sat mig et mål: Jeg vil blive så god til at kontrollere mine frygtsomme tanker, at jeg tør klatre flere hundrede meter op ad klipperne i Yosemite-dalen i USA. Kun sikret med små kiler og friends, som forsigtigt og præcist skal placeres i klippens sprækker. I virkeligheden er der langt mere i mit eksperiment end bare klatring.
- Ét spørgsmål har jeg fået utallige gange gennem de mange år, jeg har været vært på det undersøgende dokumentarprogram "Operation X":
- Hvordan tør du? Og det er et godt spørgsmål. For arbejdet med programmerne har ført til trusler og ubehageligheder. Og de har nok ramt mig hårdere, end jeg har haft lyst til at indrømme.
Bider tænderne sammen
- Jeg har tænkt: Sådan er vilkårene, det er nødvendigt at bide tænderne sammen og lade være med at pive. Jeg har jo selv valgt det! Det pudsige er, at følelsen af nerver og ubehag på mit arbejde er præcis den samme, som når jeg er på vej ud og klatre. Det er de samme klamme håndflader og samme let kvalmende fornemmelse: Den samme frygt for at fejle.
- Derfor er det er jo nærliggende at spørge: Hvis jeg slipper frygten for at falde på klippen, vil jeg så kunne overføre det til andre aspekter af mit liv?
Svaret gav Morten Spiegelhauer selv i sine klatreprogrammer. Ja, han er blevet bedre til at kontrollere sin frygt.