Mille Funk efter Umut og Jennas exit: Jeg er rigtig ked af det
Der var tårer i øjnene hos Mille Funk, da kameraerne slukkede, og ”Vild med dans” var slut.
Den professionelle danser var meget berørt over, at hendes gode veninde Jenna Bagge ikke længere er med i dansekonkurrencen, fordi hendes partner, kokken Umut Sakarya, torsdag valgte at forlade programmet.
- Det har virkelig fyldt meget hos mig i dag. Jenna står mig utroligt nær, så jeg er rigtig ked af, at det sluttede på den her måde, sagde en trist Mille Funk til BILLED-BLADET.
Mille lavede en fejl
Situationen påvirkede den 28-årige danser så meget, at hun kom til at lave en fejl under dansen med partneren Mikkel Kessler. Og den fejl tog hun på sig.
- Jeg kom til at gå den forkerte vej, og jeg tænkte, at hvis jeg ikke sagde noget til dommerne, så ville de tro, at det var Mikkel, som lavede en fejl, forklarede Mille Funk.
Parret dansede en cha cha cha, som gav dem en samlet dommerkarakter på 25 og dermed aftenens laveste placering. Næste fredag kaster de sig ud i en slowfox.