Michelle og Mads om Vild med dans-exit: Derfor røg vi ud
Det var en meget berørt Michelle Kristensen og Mads Vad, som mødte pressen efter program 9 af ”Vild med dans” fredag den 5. november.
Parret måtte forlade konkurrencen, efter at Mascha Vang og Thomas Evers Poulsen overlevede omdansen.
- Vi er selvfølgelig pissehamrende ærgerlige over, at vi ikke skal danse igen i næste uge. Men vi havde været i to omdanse, og så kan man jo godt begynde at regne ud, hvordan sms-stemmerne ligger. Vi har knoklet i to uger for at holde på det håb, som der måske var, sagde Mads, mens Michelle tilføjede:
- Jeg er også sindssygt ærgerlig over det. Men det er en del af gamet, og jeg kunne ikke gøre mere, end jeg har gjort i de sidste 2-3 måneder, hvor vi har trænet helt vildt. Det er jo sådan, som danskerne har valgt at stemme, det kan vi se. Vi har gjort alt, hvad vi kunne.
Micki er en darling
37-årige Mads Vad har et bud på, hvorfor det netop var ham og den jævnaldrende sundhedsekspert, som røg ud af ”Vild med dans”.
- Jeg tror, at feltet er så ekstremt tæt, og så er der altså bare lige nogle darlings, som eksempelvis Micki Cheng, der får et hav af sms-stemmer, for det må han jo få, konstaterede Mads og tilføjede.
- Spillet er lige så træls her, som når man bliver slået hjem til sidst i Ludo.
Det var Micki Cheng, som fik aftenens laveste karakterer, men alligevel undgik han omdansen.