Michèle Bellaiche stopper på Go’aften Danmark
En af landets største TV-favoritter forsvinder nu fra aftenfladen på TV 2.
Den 45-årige TV-vært Michèle Bellaiche har valgt at stoppe på ”Go’aften Danmark”, skriver hun på Instagram, hvor hun gør status over 2017:
- Det blev året, hvor jeg efter mange overvejelser har besluttet, at jeg i slutningen af måneden giver slip på et job, jeg har elsket og brændt for i 11 år “Go’aften Danmark”.
Årsagen er simpel: Jeg har en stærk lyst til at blive mere fri og kaste mig ud i nye udfordringer og samarbejder og få tid til at gøre noget ved de ideer, der konstant presser på i mit hoved for at få lov til at udfolde sig, skriver Michèle i sin status, som BILLED-BLADET har fået lov at citere fra.
Til BILLED-BLADET forklarer Bellaiche, at hun får fri, men fast tilknytning til TV 2.