Michèle Bellaiche om børn og familieliv: Dette år bliver anderledes
Michèle Bellaiche har to børn, Philip, der går i 2. g, og Josephine, som læser medievidenskab i Odense. Og familielivet bliver nu noget anderledes, for begge børn har planer for rejser til udlandet.
– Nu går jeg et år i møde, hvor Philip skal to og en halv måned til England og studere. Han går på en international skole og var i sidste skoleår på et fire og en halv måneds udvekslingsophold i Canada, fortæller Michèle Bellaiche til BILLED-BLADET.
– Få måneder efter tager min datter Josephine, 21, der læser medievidenskab i Odense, til New Mexico i fire og en halv måned med sit universitet. Heldigvis er det koordineret således, at de ikke tager væk fra deres mor på samme tid, siger Michèle med et smil.
– Jeg er langsomt ved at vænne mig til det, og heldigvis har jeg min hund, Sherlock, der nu er blevet 10 år. Og ja, nu får jeg mere frihed, fortæller Michèle Bellaiche.
Michèle Bellaiche er vært på TV 2’s ”Go’morgen Danmark”, og den 16. september 2023 kan man også opleve hende i ”Hjertegalla” på TV 2 Charlie. Hun har ved siden af tv-arbejdet travlt med podcast-serien ”Soul Sisters” med Carolyne Kaddu.