Michael, Jes, Jens og Søren: Så flotte var de - også - for 20 år siden
Nogle gange spørger vi her på sitet: "Kan du kende denne stjerne?" Det behøver vi ikke her. De fire herrer, som alle næsten uafbrudt har været en del af vores tv-hverdag i over 20 år, holder sig fantastisk. Og de er alle absolut still going strong. De har alle været med til at lave tv, når det er allerbedst.
For 20 år siden stillede de "fantastiske fire" - Michael Meyerheim, Jes Dorph, Jens Gaardbo og Søren Kaster - op til dette gruppefoto i forbindelse med den årlige landliggerkamp i Rørvig.
Her spiller et hold af kendte danskere hvert år fodbold med et hold af lokale beboere. Sådan har det været siden 1940'erne, da den legendariske sportskommentator Gunnar NU Hansen, der selv ejede sommerhus i Rørvig, hjalp med at skaffe stjerner til kampen. Og i mange år selv kommenterede kampen.
Fire tv-legender
Et sjovt tilbageblik på fire dengang relativt unge fyre med gang i masser af tv. Og endnu mere sjovt er det fordi, de alle stadig har fuld gang i deres karrierer.
Jes Dorph Pedersen
Jes Dorph var 41 år, da dette foto blev taget. Med en smule mere hår på hovedet, men ellers ligner han sig selv. Han var dengang vært på TV 2 Nyhederne - og han er stadig på skærmen i "Go' Aften Danmark".
Jens Gaardbo
Jens Gaardbo er et par år ældre end Jes Dorph - men er også en af de absolutte veteraner på TV 2. Han var nyhedsvært, da kanalen startede i 1988 - i 1997 avancerede han til nyhedschef - og i dag kan man se en Gaardbo med flot sølvstænket hår på TV 2 News.
Søren Kaster
Søren Kaster er født i 1955 og må således havde været omkring 45 år, da fotoet blev taget. Han startede som nyhedsvært på TV Avisen i 1991, men i 1995 skiftede han til TV 2, hvor han var vært på "Jeopardy" og "Go' Morgen Danmark". I dag er 65-årige Kaster administrerende direktør i kommunikationsbureauet LEAD Agencay og har bl.a. været ansvarlig for det årlige folkemøde på Bornholm.
Michael Meyerheim
Michael Meyerheim tog i 1988 springet fra en karriere som journalist på Politiken til at blive den første vært på det nye "Lykkehjulet". Siden har han været en af TV 2's mest populære og driftssikre værter - i programmer som "Eleva2ren", "Go' morgen Danmark", "Meyerheim og Co" - og senest i "Meyerheim og Stjernerne". Meyerheim er nestor i firkløveret. Han var 50 år i 2000 - og runder 71 år i september 2020.
De var fire friske fyre på banen for 20 år siden. Heldigvis er de stadig i fin form.