Merethe fra Livet er fedt: Sådan går det i dag
Mandag aften var det blevet tid til et dejligt gensyn med Allan, Merethe, Marianne og Line, som mange husker fra de populære ”Livet er fedt”-programmer, som havde premiere for 20 år siden.
Særligt mange husker Merethe Kasten, som siden også fik sit eget program, ”Merethes mave”, efter hun i 2005 fik en gastrisk bypass- operation. For vægttabet hun opnåede efter opholdet på Ubberup Højskole, varede ikke ved.
Svær tid for Merethe
- Efter det tog jeg en del af kiloene på igen. Faktisk nåede min vægt op på 165,3 kilo. Men i 2005 betalte jeg for en gastrisk bypass-operation, hvor jeg fik opereret maven mindre. Herefter tabte jeg 84 kilo på 18 måneder, fortæller Merethe Masten til TV 2.dk
Men den efterfølgende tid var svær for Merethe. På grund af finanskrisen måtte hun lukke sin butik, og hun udviklede angst og paranoia og blev psykisk syg.
Hun har haft tiltagende smerter siden 2008, hvor hun også blev førtidspensionist.
- Jeg har ondt hver dag. Men det er vigtigt for mig ikke at lande i en bås, hvor jeg enten skal have ynk eller medllidenhed. For jeg lever også et dejligt og meget kærlighedsfyldt liv. Min familie elsker mig, og for nogle år siden blev jeg mormor. Den kærlighed, jeg får fra dem, er vel egentlig den største rigdom, man kan have. Og så må jeg være i den krop, jeg har, fortæller Merethe Kasten.
Hun er glad for, at hun har tabt sig, men hun ville ikke længere have, at livet kun skal handle om at opnå et bestemt vægttab.
- Jeg vejer mig stadig hver morgen og skriver tallet ned i en bog. Hvad der står lige nu, holder jeg for mig selv. For jeg vil ikke længere identificeres med et tal på en vægt. Jeg vil identificeres med den, jeg er, og det jeg gør, giver og har givet. Jeg er ikke 97 kilo eller 103 kilo eller noget tredje. Jeg er andet, end det jeg vejer. Jeg er Merethe Kasten. Og jeg er god nok, siger hun til TV 2.dk.
Andet og sidste program af "Livet er fedt - 20 år efter" kan ses mandag den 18. januar på TV 2.