Mathilde Norholt smider tøjet sammen med resten af Danmark
Sarah Grünewald er vært i tre programmer i forbindelse med tøjindsamlingen ”Smid tøjet Danmark”, som TV 2 og Røde Kors for tredje år i træk er gået sammen om.
Ud af genbrugstøj skal otte kendte danskere dyste om at designe kreationer af brugt tøj i bedste haute couture-stil.
I det første af ”Smid tøjet Danmark”-programmerne den 14. maj er skuespilleren Mathilde Norholt med.
Kæmpe fan af genbrug.
– Mine forældre er gamle hippier, og indtil jeg var 12 år, gik jeg i min kusines aflagte tøj, som min mor peppede op med noget smart, hun havde købt i Paris. Så helt fra barnsben har jeg været til genbrug. Jeg kan blive helt målløs, når jeg møder veninder og venner, der bare smider deres gamle tøj ud. Det kan jo bruges af andre, og er det for slidt, kan det laves om til nye tekstiler. Jeg synes, det er så sejt, at Røde Kors er med til at få gjort os opmærksomme på det, siger den 34-årige Mathilde Norholt til BILLEd-BLADET.
Hun er på hold med radiovært Master Fatman, modebloggeren Trine Kjær og Instagram-personligheden Benjamin Lasnier. De dyster i at skabe et sæt tøj i farver til et bryllup, og det hele skulle foregå inden for et vist tidsrum.
Bange for at fejle
– Det behøvede ikke at være til bruden, men det kunne også være en gæst, hvor som helst i verden eller på en anden planet. Vi var under et vist tidspres, og jeg var dårlig til at disponere min tid, men det var også en del af det sjove. Jeg var lidt bange for at fejle. Så jeg har lært at lade min kreative proces blomstre og se tingene som muligheder i stedet for en begrænsning, forklarer Mathilde Norholt.
"Smid Tøjet Danmark" sendes på TV 2 kl. 20 søndag den 14. maj.
LÆS MERE: Travl Mathilde Norholt trækker stikket