Marianne Eihilt har gemt på sød hemmelighed: Afslører lykkelig privat nyhed
Marianne Eihilt lægger ikke skjul på sin begejstring, når hun sidder ved dommerbordet i ”Vild med dans”.
Det er dog ikke kun nydanserne, som får de store smil frem, for den garvede dommer har nemlig gemt på en sød hemmelighed, mens hun har været på skærmen.
Efter showet afslørede Marianne Eihilt den lykkelige nyhed til BILLED-BLADET.
- Jeg skal giftes med min kommende mand til næste sommer, udbrød Marianne Eihilt med et stort smil.
Den 49-årige dansedommer er kæreste med Keld, og sammen har de to børn, sønnen Frederic på otte år og datteren Emily på fem år.
Forlovet længe
Frieriet skete på god, gammeldags manér.
- Ja, Keld har været på knæ, men vi har jo også været sammen i 12 år nu, fortalte Marianne Eihilt til BILLED-BLADET og afslørede, at det skete for et godt stykke tid siden.
- Vi blev forlovet for halvandet år siden eller faktisk snart to år!
Den opmærksomme seer har nok lagt mærke til, at Marianne Eihilt altid har smykker på under ”Vild med dans”, og en af ringene er helt speciel.
- Der er ikke så mange, der lægger mærke til det, for jeg har jo så mange ringe på. Men det er en forlovelsesring, jeg har på, fortalte en lykkelig Marianne Eihilt.
Man kunne se hendes forlovelsesring, da hun stillede op til et billede med gæstedommeren Viktoria Franova.