Marianne Eihilt afslører: Det skrev Britt Bendixen til mig i sms
Da det tidligere på sæsonen kom frem, at "Vild med dans"-dommer Britt Bendixen desværre måtte melde fra på grund af en større hjerteoperation, var det en noget nervøs Marianne Eihilt, der takkede ja til jobbet som dommervikar.
- Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke skal forsøge at være Britt. Hun er helt sin egen, og det skal jeg også bare være. Men selvfølgelig giver det en anden energi og dynamik til hele panelet, at der kommer en ny dommer, og jeg kan godt mærke, at der er mange forventninger til mig.
- Og der er slet ingen tvivl om, at programmet kommer til at savne Britt, sagde Marianne Eihilt i et interview bragt i BILLED-BLADET i sidste uge.
Marianne Eihilt modtog sød besked fra Britt
Der var dog ingen grund til de rystende ben, selv om det var nogle garvede fodspor, Marianne Eihilt skulle træde i som ny dommer. Britt Bendixen sendte hende nemlig en helt særlig sms, da det kom frem, at hun var blevet valgt til jobbet.
- Hun sendte heldigvis en rigtig sød besked, hvor hun gav udtryk for, at hun var glad for, at det var mig, der skulle overtage hendes plads, og det betød enormt meget.
- Og pladsen er helt sikkert hendes, hvis hun ønsker at tage en sæson mere. Jeg er blot afløser for hende i denne sæson, for der var jo ingen, der havde regnet med, at hun skulle forlade programmet på den her måde.
Marianne Eihilt har én stor fordel
Modsat de tre andre dommere, som alle har siddet bag dommerbordet i mange sæsoner, har Marianne som den eneste erfaring fra selve ”Vild med dans”-dansegulvet, og det, ved hun, er hendes helt store force.
- Jeg ved jo, hvordan parrene har det, og hvor nervøse de er, både nydanseren og den professionelle. De følelser, jeg ved, de står med, lige inden de skal på gulvet, det er i virkeligheden nok også dem, jeg selv sidder med som dommer. Og den lettelse, de oplever, lige efter dansen er overstået, som så straks erstattes af nervøsitet over at stå foran dommerne. Jeg ved lige, hvordan de har det.
- Jeg håber, jeg bliver opfattet som hende, der kommer med nogle gode råd og et smil, frem for en, der skælder ud. Men det synes jeg faktisk generelt kendetegner hele dommerpanelet, fortæller Marianne, som blandt andet tror, hun er blevet valgt som dommer på grund af de resultater, hun har opnået i programmet.
Fire gange i Vild med dans-finale
I fem af sine seks sæsoner har Marianne danset sig ind i en top-3, fire gange er hun kommet hele vejen til finalen, og to gange har hun vundet. Første gang var i 2007, hvor hun vandt med skuespiller Robert Hansen, og året efter vandt hun med kuglestøder Joachim B. Olsen.
- Det er selvfølgelig et virkelig godt resultat at have været i finalen fire ud af seks gange, men jeg har også altid virkelig givet mig hen til det, gjort mig enormt umage og givet den alt, hvad jeg havde, siger Marianne Eihilt.