
Man får ikke hele forklaringen på tv: Derfor blev Jonas rørt i Kærlighed hvor kragerne vender

Vi er fortsat ikke så langt inde i den nye sæson af ”Kærlighed hvor kragerne vender”, men der er allerede amoriner i luften, og følelserne sidder uden på tøjet.
Det så man tirsdag aften, efter Jonas blev afvist af Ann, men Jonas’ reaktion var ikke, som man måske skulle tro.
- Thomas G. og jeg snakkede sammen den første aften, inden vi ringede til kvinderne, og der gav han udtryk for, at han var en smule glad for Ann, så da hun trak mig til side… Det er klart, man skal vise, det er en ærgerlig situation, men min tilrettelægger havde det lidt svært ved, at jeg tog det så positivt. Jeg var glad på Thomas G.’s vegne, og det var dejligt, at Ann sagde det så tidligt, fortæller Jonas.

Freja, Klara og Lena er nu tilbage, og på daværende tidspunkt datede de alle tre også andre end Jonas, hvilket gjorde ham lidt bekymret. Ikke mindst fordi han faktisk var begyndt at få lidt følelser for særligt en af kvinderne, og det er også årsagen til, at han undervejs i programmet fik våde øjne.
- Tilrettelæggeren er sikker på, at det er på grund af Ann, at jeg bliver rørt, men så forklarer jeg, at det er fordi, Klara havde hvisket noget, da vi sagde farvel. Jeg kunne mærke, der opstod en form for følelser, og så kom jeg til at tænke på alt sådan noget med kærlighed og brud og sådan noget, og det rørte noget i mig, fortæller Jonas, der hurtigt fik et godt øje til netop Klara, hvilket også er ret tydeligt, når man ser ”Kærlighed hvor kragerne vender”.

- Man skal gå til optiker, hvis man ikke lige fanger den, griner Jonas.
- Hun er også den eneste, som mine klassekammerater har spurgt ind til, og jeg har hørt nogle podcasts, hvor de beskriver det som kærlighed ved første blik, lyder det fra vestjyden, der er i gang med at uddanne sig til mekaniker.
Om det viser sig, at Klara virkelig er den helt store kærlighed for Jonas, kan man følge med i hver tirsdag på TV 2.
