
Mads valgte Sofie fra: Nu forklarer hun sit udbrud i Kærlighed hvor kragerne vender

Det er blevet alvor for Mads i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Efter en date med sine tre tilbageværende piger Nadia, Wendie og Sofie, skulle han nemlig tage et valg om, hvem han ville sende hjem.

Inden da skulle han dog lære pigerne bedre at kende på daten, hvor de skulle findes poster, som indeholdt personlige spørgsmål, de skulle svare på.
Meningen var også, at Mads skulle åbne sig mere op, og det havde Sofie en fornemmelse af skete på daten.
- Nu er der meget, der ikke bliver vist, som er blevet klippet fra, men jeg synes, at vi fik den mere følsomme Mads at se. Vi fik også åbnet op for ting, vi ikke havde haft mulighed for at fortælle ham tidligere, fortæller Sofie til BILLED-BLADET.
Sofie forklarer, at det var en god date, hvor de tre piger også havde mulighed for at have alenetid med ham. Desværre fyldte det, at Mads skulle tage et valg.
Da spændingen udløses, står det klart, at Mads har valgt at sende Sofie hjem. Det får hende til at udbryde: ”Jeg vidste det”.
For Sofie havde på en eller anden måde en fået en fornemmelse af, hvor Mads’ valg bar hen.
- Som jeg siger i programmet havde jeg en dårlig mavefornemmelse. Vi havde været på date og på alenetid, men blev efterfølgende kørt tilbage, hvor vi piger sad og snakkede sammen om daten. Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men jeg havde en fornemmelse af, det var mig, der blev sendt hjem, fortæller hun.
- Der var mange dage, hvor vi var tre piger. Det var svært, at Mads ikke kunne bekende kulør, hvilket er fair nok. Men der var lige et lille hint her og der. Efter vi havde haft alenetid med Mads, snakkede vi piger sammen, og jeg fik en fornemmelse af, de havde haft en mere romantisk tid med Mads, end jeg havde haft, uddyber hun.

Selv om Sofie havde en fornemmelse om, hun blev sendt hjem, var det selvfølgelig svært at blive afvist.
- Jeg havde foretrukket at blive valgt til, men jeg havde også forberedt mig på udfaldet. Det var bare en afklaring. Derfor sagde jeg, at jeg vidste det, fortæller hun og fortsætter:
- Det er aldrig rart at blive afvist. Selvfølgelig bliver man ked af det, fordi det har været så intenst i så lang tid. Det har været lidt over en uge, vi har været i den boble, hvor man skal være i sine følelser 24/7. Det var ikke super nice at blive sparket ud af boblen. Det må man tage med. Det er præmissen for programmet.
Siden har Sofie skrevet med Mads om programmet, hvor hun har fået gode venner ud af det.
- Jeg har fået supergode veninder ud af det. Jeg skriver med flere af pigerne, og så har jeg meget kontakt med Rikke, der dater Thomas M., som bor i samme område som mig. Hende boede jeg på værelse med i programmet, fortæller hun.
Sofie fandt ikke kærligheden i TV 2-programmet, og hun har heller ikke fundet den – endnu.
- Det går ikke skidegodt, kan jeg hilse at sige. Der er ikke nogen på krogen. Jeg lever stadig singlelivet. Så har man kun selv at tage stilling til. Det kan også være nok, fortæller hun med et smil.
