Mads Langer står bag det mest populære Toppen af Poppen-nummer
Mads Langer fortolkede både Peter Belli, Nabiha, Kasper Winding, Dicte, Johnson og Sanne Salomonsen, da han var med i tredje sæson af ”Toppen af Poppen”.
Men det var hans fortolkning af Sanne Salomonsen-nummeret ”Overgi’r mig langsomt”, der gik rent ind hos seerne.
LÆS MERE: Mads Langer fik musikken ind med modermælken
Mads Langer har selv skrevet sangen
I hvert fald har netop den fortolkning vundet afstemningen om det bedste ”Toppen af Poppen”-nummer blandt tv2.dks brugere.
Hele 32 procent af stemmerne blev det til for Mads Langer, der faktisk selv har skrevet sangen til Sanne Salomonsen, men lavet om i melodien, da han selv skulle spille den i TV-programmet.
- Jeg gik jo faktisk i stå, første gang jeg skulle spille den, og som kom Sanne hen og gav mig et knus og var enormt sød ved mig. Jeg var meget rørt over den opbakning, fortæller Mads Langer om sin optræden til tv2.dk.
LÆS MERE: Barbara Moleko: Jeg kunne ikke spejle mig i nogen
Langer bedst i de første fire sæsoner
Mads Langer-versionen af ”Overgi’r mig langsomt” var i afstemningen oppe mod blandt andre ”Indianer”, som Barbara Moleko fortolkede og ”Jeg har lagt mine våben for dig”, som Rasmus Walter kastede sig over.
Desuden var Anne Linnets version af ”Smuk som et stjerneskud”, Anna Davids ”Natsværmer” og Sys Bjerres udgave af ”Tabt mit hjerte” blandt mulighederne.
Afstemningen havde kun fortolkninger fra de første fire sæsoner af ”Toppen af Poppen” med – og derfor kunne brugerne altså ikke stemme på fortolkninger leveret af de syv medvirkende i den netop overstående sæson fem, nemlig Sebastian, Stine Bramsen, Shaka Loveless, Isam B, Oh Land, Lars Lilholt og Mattias Kolstrup.