
Madeleine må undvære kæresten: Kan mærke en stor forandring hos Alfred Midé Erichsen

Alfred Midé Erichsen får endnu en gang opbakning i ”Vild med dans”-studiet af sine kære.
Denne fredag er hans kæreste Madeleine, hans bror Theis Midé Erichsen og svigerinden Ida klar til at heppe blandt publikum.
Det var en forventningsfuld Madeleine Holbek Boldsen, som mødte op på den røde løber.
- Alfred er spændt. Jeg tror, at det begynder at blive lidt mere virkeligt i forhold til at kunne ryge ud, men han er sød, fordi det mest bare handler om, at han synes, det er sjovt at danse, sagde Madeleine med et smil til BILLED-BLADET.

Hun forklarede, at hun allerede nu kan mærke en stor forandring hos sin kæreste gennem seks år.
- Ja, absolut! Han elsker at danse og trives helt vildt godt i det. Han og Camilla har et vildt godt partnerskab og synes, det er virkelig sjovt, fortalte Madeleine, som må undvære kæresten en del i øjeblikket:
- Vi ser ikke hinanden så meget lige for tiden. Alfred er meget på arbejde og har travlt med dansetræning, så når han kommer hjem, vil han gerne bare i bad og i seng.

Fredag aften skal Alfred Midé Erichsen danse samba med partneren Camilla Dalsgaard i program 2 af ”Vild med dans”.
Og så venter der den første dødsbanan, hvor et par må vinke farvel til ”Vild med dans”.
