Må de forlade programmet? Emilie og Nadine begår katastrofal fejl i Først til verdens ende
Der er én katastrofal fejl, deltagerne i TV 2-programmet ”Først til verdens ende” kan begå – udover at komme sidst i checkpoint på elimineringsetaperne – der betyder, at de må forlade ræset.
Og den fejl begik veninderne Emilie og Nadine i aftenens afsnit.
Emilie og Nadine befandt sig på en busstation i Thailands pulserende hovedstad, Bangkok, da det pludselig gik op for Emilie, at hun havde forlagt den ene ting, som bare ikke må blive væk.
Pungen med alle rødt holds penge til resten af ræset.
Man kunne mærke venindernes panik helt hjemme i stuerne, da de panisk og febrilsk startede søgningen efter pungen.
På busstationen befandt også vennerne Martin og Sebastian sig, der som det mest naturlige i verden hjalp deres konkurrenter med at forsøge at lokalisere pungen.
Det var dog ikke vennerne, som blev dagens helt i skysovs – men derimod Nadine, som fandt pungen med alle pengene i Emilies egen taske.
Herefter kunne de to lettede veninder stige ombord på deres bus til Chiang Mai, som er fjerde etapes checkpoint.
Du kan se ”Først til verdens ende” hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.