Lund Madsen-brødre vandt en million igen
Tænk sig, de gjorde det sørme igen! Mandag aften var Anders Lund Madsen og hans hjerneforsker-bror, Peter Lund Madsen, for anden gang deltagere i "Hvem vil være millionær?" hos Hans Pilgaard, og for anden gang gik de hele vejen og vandt en million kroner til godgørende formål. Denne gang går pengene til ODA, som står for OCD-, Depressions- og Angstforeningerne.
Brødrene fortæller i avisen Metroxpres, at de har fået fortalt, at ingen andre i verden har præsteret noget lignende. Og ifølge Metroxpres klapper de sig selv godt og grundigt på skuldrene - med et glimt i øjet, naturligvis.
- Anders og jeg er opdraget til at være beskedne mennesker, men alligevel blev vi ret kæphøje. Dem, der vil os ondt, kan sige, at vi første gang var heldige at få de spørgsmål, vi kunne svare på. Men når man vinder anden gang, så er det ikke en tilfældighed. Så er det fordi, man kan det der, siger Peter Lund Madsen til Metroxpres, der gerne vil vide, hvordan brødrene forberedte sig til quizzen.
- Det gjorde vi ikke. Det handler bare om at være alment dannet. Og det er jo ikke bare noget, man læser på bagsiden af en cornflakespakke, svarer Anders Lund Madsen, mens selvsikre brormand slår fast, at de højest sandsynligt også vil vinde en tredje gang, hvis de får chancen.
- Men så har vi sagt - og det har ikke noget med grådighed at gøre - at hvis vi skal være med en tredje gang, så vil vi selv have pengene, gnægger Anders Lund Madsen.
Når de to brødre har valgt at donere pengene til ODA, handler det om, at de gerne vil rette søgelyset mod de - med egne ord - mindre "sexede" sygdomme.
- De har lavstatus inden for sygdomme. TV2 har lige samlet 143 millioner kroner ind til kræft. Hvis du har et kræftsygt barn, kan du ikke komme ud af sengen for legetøj for tiden. (..) Der er ikke samme bevågenhed omkring de psykiske lidelser, som er langt mere massive og frygtelige, siger Anders Lund Madsen til Metroxpres.