Louise Wolff: Derfor skal vi flytte
Louise Wolff har store forventninger til 2021, som, hun både håber, bliver corona-frit, og hvor der skal ske en stor forandring på privatfronten.
- Altså, jeg glæder mig til at blive vaccineret for første gang i mit liv, siger Louise Wolff til BILLED-BLADET og tilføjer:
- Og så glæder jeg mig meget til at få købt et nyt hus, fordi vi mangler plads og skal flytte.
Tilbage på arbejde
39-årige Louise Wolff og hendes kæreste, Jonas Bøgh, købte i 2015 en dejlig villa i Valby, men siden da er der kommet to børn til, Billie på fire år og Gertrud på ni måneder.
Nu er parret på jagt efter en ny drømmebolig, og samtidig ser tv-værten frem til, at hun snart er færdig med sin barsel.
- Rent professionelt glæder jeg mig til at komme på arbejde igen på fuld tid og få lov til at være sammen med voksne mennesker og lave noget jeg interesserer mig for, lyder det fra Louise Wolff.