Lotte Mejlhede flytter til Bruxelles
Lotte Mejlhede, der for tiden kan ses på TV 2 News i de politiske magasiner ”1240 K” og ”Tirsdagsanalysen” skifter til nytår Danmark ud med Bruxelles.
Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
Lotte Mejlhede skal afløse den nuværende Europa-korrespondent Olav Christensen, der rejser tilbage til Danmark for at være kanalens Christiansborg-reporter.
Den 46-årige TV-vært glæder sig til at rykke teltpælene op og drage til den belgiske hovedstad sammen med sin mand, Bjarke Ørsted, der er fotograf, og deres syvårige datter.
- Jeg har altid haft lyst til at drage med journalistikken uden for landets grænser, og jeg har gjort det et par gange som freelancer. Nu får jeg mulighed for at gøre det permanent, og det glæder jeg mig utroligt meget til. Jeg håber, at jeg kan bruge min store passion for politik - og kombinere dansk politik med Europa-politik - og jeg går til opgaven med en blanding af forventning, glæde og stor ydmyghed, udtaler Lotte Mejlhede i pressemeddelelsen.