Lene Espersen støttede søsteren til Vild med dans
Anne Sofie Espersen var i panik, da hukommelsen svigtede, og alle trin var væk. Heldigvis var Lene Espersen i studiet og var efter showet klar med trøst til sin knuste lillesøster.
- Nej, nej, det her sker bare ikke, tænkte Anne Sofie Espersen, da den berømte klap gik ned lige midt i de sambatrin, hun havde glædet sig til at vise dommere, seere og publikum i studiet.
Blandt publikum var storesøster Lene Espersen med manden Danny Feltmann Espersen og deres to drenge, Robert på otte år og Marcus på ni. Anne Sofie, kaldet Fie, var stadig rystet, men også lettet, da BILLED-BLADET talte med hende efter showet.
- Det var så skrækkeligt, og jeg er så taknemmelig over at være gået videre.
"Moster skal ikke i omdans"
Lene Espersen troede hele tiden på sin lillesøster.
- Mine to drenge beroligede mig med "moster skal ikke i omdans" - og det kom hun jo heller ikke. Den tidligere udenrigsminister er selv blevet spurgt mange gange, men har konsekvent sagt nej til at deltage i "Vild med dans".
- Jeg har ikke tid, og det passer heller ikke med mit job som politiker. Som barn gik jeg til dans hjemme i Hirtshals, så jeg kan skam godt danse.
- Ja, og til familiefesterne er både Lene og Fie flittige på dansegulvet, røber Lenes mand, Danny.
Det var første gang, Lene så sin søster på gulvet, og hun var straks klar med knus og kys til lillesøster.