Lene Beier fra Forræder: Derfor stolede hun blankt på Anton
Kampen mellem de loyale og forræderne er i den grad i gang på TV 2, og i andet afsnit af ”Forræder”, der blev sendt fredag aften, var der atter fokus på alliancer.
Lene Beier har dannet en lille klub sammen med Birgit Aaby og Anton Hjejle i den tro, at de ligesom hende selv er loyale – men hvad hun ikke ved, er, at Anton Hjejle er en af de tre forrædere.
- Jeg er åbenbart virkelig dårlig til at gennemskue, når folk lyver. Det er jeg bare, erkender Lene Beier, som havde lidt svært ved at se andet afsnit, hvor hun tog så gruelig meget fejl.
- Jeg kan virkelig godt lide Anton og Tinus, dem alle sammen, og det er så svært, når man er sammen med mennesker, man kan lide, og skal tænke om de lyver. Anton havde jeg aldrig gættet på som forræder. Anton er det kærligste, sødeste og mest empatiske menneske at være sammen med, og vi snakkede meget sammen. Vi snakkede om vores liv også uden for spillet. Jeg havde en god kemi med ham, så det havde jeg aldrig gættet. Men han er jo skuespiller, så selvfølgelig kan han narre mig, siger Lene Beier med et smil.
Hun stolede derudover også blankt på Birgit Aaby, som tv-værten havde lidt kendskab til i forvejen.
- Vi har begge danset med Frederik Nonnemann i ”Vild med dans”, så jeg har mødt hende gennem ham. Jeg kender også Julia Sofia gennem Frederik. Jeg stoler meget på Frederiks dømmekraft, så når han kender Birgit, er det naturligt at tage det, hun siger for gode varer, forklarer Lene Beier.
Den logik havde nok ikke virket i alle "Forræder"-sammenhænge, men i dette tilfælde er det rigtigt, at Birgit Aaby ligesom Lene Beier er loyal. Birgit Aaby har for anden dag i træk fået skjoldet, og hun kan derfor ikke myrdes af forræderne i denne omgang.