Lars Brygmann: Jeg prøver at være et ordentligt menneske
Lars Brygmann, 59, er privat lige så reserveret som den figur, han spillede i TV 2s dramaserie "Dicte", og som døde i mandagens afsnit: Politimanden Wagner. Og siden i vinter deler de to endnu et fællestræk. De er begge skilsmissefædre.
Ingen lykkelig skilsmisse
Dog mener Lars Brygmann nok, at han klarer sin nye rolle noget bedre end Wagner.
- Min kører meget, meget ordentligt, og .., der er jo ingen skilsmisser, der er lykkelige .., men det kører ordentligt. Det gør Wagners ikke. Men det er også en anden historie. Han havde en kone, der stak af med en anden mand. Og det er jo aldrig sjovt. Den situation har jeg ikke været i, siger Lars Brygmann.
Han blev i vinter skilt fra sin kone gennem 14 år, journalisten Katrine Brygmann Salomon. Sammen har de teenagebørnene, Fernanda og Carlo.
Jeg er mig selv
Lars Brygmann har ikke nogen stor, forkromet opskrift på kunsten at være en god skilsmisseforældre.
- Man kan ikke gøre andet end bare være sig selv. Jeg prøver bare at være et ordentligt menneske. Simpelthen. På alle planer. At opføre sig ordentligt. Det bestræber jeg mig på i alle livets forhold – og naturligvis også i forhold til mit privatliv, siger han.
Du kan læse interview med Lars Brygmann i det nummer af BILLED BLADET, der er på gaden nu.