Landmand søger kærlighed: Sådan gik Stines møde med Niels’ forældre
Der var i den grad skruet op for romantikken tirsdag aften i ”Landmand søger kærlighed”, da Stine og Niels var på romantisk weekend.
Da de skulle på deres romantiske weekend, havde de kun kendt hinanden i få uger, men som man kunne se i tirsdagens afsnit, var det tydeligt, at de allerede på det tidspunkt var blevet glade for hinanden.
- Det var nyt og spændende stadigvæk. Vi havde det bare godt, og vi kom megagodt ud af det med hinanden, fortæller Stine Marthine Pedersen.
Niels forældre var helt nede på jorden
I programmet fortalte Niels, at han glædede sig til, at Stine skulle møde hans forældre, og hun var meget spændt på, hvordan han ville introducere hende.
- Jeg tror ikke, det var vigtigt for mig at få en titel på, for det var gået så hurtigt. Det var kun lidt over tre uger siden, vi havde mødt hinanden. Hvis det havde været en Tinder-date, ville jeg aldrig have haft lyst til at møde forældrene så tidligt. Det var sindssygt grænseoverskridende, forklarer Stine.
- Jeg synes, det var så mærkeligt, for jeg var meget bevidst om, vi ikke var kærester. Som Niels sagde, havde han jo mødt min far, men det var en del af produktionen. For mig blev det nok en lidt større ting i mit hoved, for Niels’ forældre var helt nede på jorden og rigtig søde.
Hvordan det efterfølgende er gået for Stine og Niels kan man følge i ”Landmand søger kærlighed” hver tirsdag på TV 2.