Kommentatorduoen Bent Nyegaard og Thomas Kristensen: Derfor er vi så gode venner
Håndboldkommentatorerne Bent Nyegaard og Thomas Kristensen begyndte deres samarbejde til en slutrunde i Portugal i 2003.
Nu lakker samarbejdet mod enden, men venskabet mellem dem består.
Bedste egenskab
Når de to håndboldkommentatorer begynder at lægge timerne, de har spenderet i hinandens selskab sammen, bliver antallet enormt.
Heldigvis nyder de hinandens selskab, og det fungerer så godt, fordi de begge to er til at stole på.
- Bents bedste egenskab er, at du kan stole 100 procent på ham. Det kan du både på banen og udenfor banen, som er en unik egenskab, der gør, at du er fuldstændig tryg. Jeg er aldrig bekymret for at have ham siddende ved siden af mig, fordi jeg ved, at han tør sige det, han ved, der gør ondt, og jeg ved, at han tør at rose, når der skal roses. Det er en unik egenskab, og det er også derfor, der er ikke nogen ekspert på sportssiden, der når ham. Det er min mening, fortæller Thomas Kristensen om sin makker.
Holdt fødselsdagstale
Bent Nyegaard giver sin makker ret i, at deres venskab er baseret på en enorm tillid til hinanden.
Det fortalte han også, da han holdt tale for Thomas Kristensen, da han for nyligt fyldte 50 år.
- Jeg ved godt, at vi ikke kan sige det samme hele tiden, men i sådan noget som det vi laver, hvor du åbenbarer dig for absurd mange mennesker, der er det vigtigste tillid. Thomas har lige fyldt år, og der holdt jeg en lille tale for ham, og der sagde jeg blandt andet, at det gode ved Thomas Kristensen er, at du altid kan stole på ham, og hvis der er nogen, der har det dårligt eller er i vanskeligheder, kan de altid regne med Thomas, fortæller Bent Nyegaard om sin makker.
EM i Ungarn og Slovakiet er makkerparrets sidste håndboldslutrunde som kommentatorpar.